Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Turisterne vil have grønne campingpladser
De sidste år har flere og flere campingpladser i Europa opnået det officielle miljømærke EU Ecolabel (EU-Blomsten).
Således er antallet af campingpladser, der kan dokumentere deres miljøarbejde med det europæiske miljømærke, steget fra 20 til mere end 70 siden 2021.
- Mange prioriterer miljøhensyn højt i hverdagen - og nu er det også blevet lettere at tage de gode takter med sig på ferie, for eksempel ved at vælge en miljømærket campingplads, siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.
Hele 66 procent af danskerne er ifølge en ny undersøgelse fra YouGov lavet for Miljømærkning Danmark optaget af, hvad de selv kan gøre for at passe på miljø og klima. Og det samme gør sig i stigende grad også gældende, når det kommer til valg af ferie, viser flere undersøgelser fra blandt andet Visit Denmark og Momentum.
Miljø og bæredygtighed
Vælger man en campingplads certificeret med EU Ecolabel, kan man være sikker på, at der bliver gjort en aktiv indsats for at minimere miljøaftrykket.
Campingpladsen skal nemlig leve op til en række skrappe miljøkrav til bl.a. energi- og vandforbrug samt begrænsning af affaldsmængder gennem affaldssortering.
I Danmark er der indtil videre to campingpladser, der har opnået EU Ecolabel, og Miljømærkning Danmark håber, at flere danske campingpladser vil følge trop.
En af de danske campingpladser, der er certificeret med EU Ecolabel, er Nysted Strand Camping, som er drevet af værtsparret Nicole og Henrik Søby.
- Det var vigtigt for os at vælge en troværdig og genkendelig certificering - og det er EU Ecolabel. Både vores gæster fra Danmark og fra resten af Europa genkender EU Ecolabel, og det virkede holdbart på sigt at bruge mærket til at styrke vores virksomhed, fortæller Henrik Søby.
Travl periode
- Vi fornemmer, at mange gæster sætter pris på certificeringen, selv om de ikke siger det direkte til os. Vi ved, at det betyder noget for 50 procent af tyskerne, at der bliver arbejdet med bæredygtighed, og siden vi i 2021 fik EU Ecolabel, har vi faktisk opnået mere end en fordobling i antallet af overnatninger med tyske gæster, siger Henrik Søby, som sammen med hustruen har arbejdet hårdt for den miljøvenlige campingplads, som ligger i fantastiske omgivelser helt ud til vandet på Lolland.
- Vi har virkelig haft travlt, men er nu helt klar med alt, så nu er vi også CO2-neutrale, fortæller han.
Skal man holde ferie i det jyske, er der også en miljømærket campingplads at finde her. Det er Hvalpsund Familie Camping i Farsø, der også er certificeret med EU Ecolabel.
Campingpladser med EU Ecolabel
En campingplads med EU Ecolabel skal leve op til en række obligatoriske krav inden for bl.a. energi- og vandforbrug samt håndtering af affald. Herudover skal den også opnå et antal point inden for en række valgfri områder.
De obligatoriske krav omfatter bl.a.:
Energieffektive installationer inden for belysning og opvarmning af lokaler samt brugsvand.
Vandbesparende installationer i baderum og toiletter samt begrænsning af mængden af tøjvask.
Begrænsning af affaldsmængder gennem affaldssortering.
Rygeforbud i fællesrum.
De supplerende pointkrav omfatter bl.a.:
Ingen brug af pesticider ved pasning af udearealer.
Salg af lokale og økologiske varer.
Tilbud om miljøvenlig transport.
Miljømærket indkøb af rengøringsartikler og papirprodukter.
Brug af regnvand til blomstervanding.