Abonnementsartikel

Med et mildere klima dukker der flere nye insektarter op i Danmark. I de seneste 15 år er der kommet næsten 100 nye insekter over landegrænsen, og det fortsætter de med. Det fastslår museumsinspektør på Naturhistorisk Museum, Morten D.D. Hansen, over for Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi finder nye insektarter hvert år, som er klimabetinget, og vi bliver tit overrasket over, hvor hurtigt de spreder sig i den danske natur, siger han foreningen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Nogle af de nye kryb i den danske natur er mere klamme end andre, og som eksempel nævnes gaffelmejeren. Den ligner lidt en edderkop med fire sæt lange, tynde ben.

Gaffelmejeren er på ingen måde et skadedyr, men den kan udsende et ildelugtende sekret gennem sine stinkkirtler, så den er ikke et oplagt fødeemne for fugle, og den har i det hele taget ingen naturlige fjender.

Hoppende cikade

Et andet nytilkommet insekt er blodcikaden, der er meget udbredt i Mellem- og Sydeuropa. På trods af sit blodige udseende, så suger blodcikaden ikke blod, men nøjes med at sætte snabelen i frugttræers og buskes blade for at suge saft. Den kan ikke synge som dens fætre under sydens sol, men til gengæld kan den hoppe som en frø.

Fodboldentusiaster kan glæde sig over, at en sydfra kommende tæge har fundet til Danmark. Det er den såkaldte stribetæge med tilnavnet AC Milan-tægen, da den har samme farver som fodboldklubbens spillertrøjer.

Læs mere om klamme kryb på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside.