Abonnementsartikel

Den nationale bestand af oddere er i fremgang, men samtidig påkøres flere i trafikken. Påkørsel af oddere sker oftest, hvor en vej krydser et vandløb. For at afhjælpe den kedelige tendens har Vejdirektoratet udviklet et advarselsskilt, som skal få bilisterne til at være mere opmærksomme på oddere, der krydser vejen.

Vejdirektoratet har i samarbejde med Det Danske Odderinstitut udvalgt passagen ved Hagebro til det femårige forsøgsprojekt, som skal vise, om skiltet har en positiv effekt. Strækningen er udvalgt på grund af en kombination af meget livlig trafik og mangel på gode passagemuligheder for oddere langs åen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi glæder os til at se, om skiltet kan få flere trafikanter til at lette foden fra speederen og på den måde reducere antal påkørte og dræbte oddere i området, siger Ivar Sande, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Ofte ved åer

Påkørsel af oddere sker oftest de steder, hvor en vej krydser et vandløb, fordi oddere foretrækker at krydse vejen på en fast grund frem for at svømme under den.

- Vi har registreret krydsende og trafikdræbte oddere omkring Hagebro, der er særdeles trafikeret. Der køres med høj hastighed, hvorfor advarselskilt for oddere er meget relevant. Der er derfor al mulig grund til at anerkende Trafik- og Bygningsminister Hans Christian Schmidt og Vejdirektoratet for initiativet i forbindelse med forsøget med advarselsskilt for oddere, siger Jane Nordstrand fra Det Danske Odderinstitut.

Hastighedsmålinger

Vejdirektoratet vil gennemføre hastighedsmålinger. før skiltet opsættes og løbende efter to og fem år, og Vejdirektoratet vil registrere antallet af trafikdræbte oddere på stedet. Hvis forsøget viser en positiv effekt, så vil skiltet kunne opstilles flere steder, hvor der er behov.