Et dyk ned i årets tal for indbrud hos Topdanmark viser, at tyvene i landområderne har været særligt på jagt efter avancerede GPS-anlæg til landbruget, minigravere, ATV'er og andre små maskiner.

Indbrudstyve har haft vanskelige vilkår på grund af corona og de mange danskere, som arbejder hjemme.

Antallet af indbrud i private hjem er i årets første tre kvartaler 25 pct. lavere end sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik. Men nogle tyverier er ikke faldet under corona-epidemien.

I efteråret 2020 har der været en bølge af tyverier af dyre GPS-anlæg i Danmark. I 2020 er der stjålet over 200 GPS-anlæg i alt, og hos Topdanmark har kunderne anmeldt mere end dobbelt så mange stjålne GPS-anlæg som i 2019.

- Selvom der er få indbrud i øjeblikket, skal man ikke slække på sikkerheden. Det har vi set i efteråret, hvor tyvene blandt andet er gået målrettet efter GPS-anlæg, som særligt bliver stjålet fra maskinstationer, siger Monica Diaz, divisionsdirektør for Landbrug og Erhverv i Topdanmark.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

De stjålne GPS'er er ikke dem, som den almindelige dansker kender, som eksempelvis kan bruges i bilen til at finde vej. Det er dyrt GPS-udstyr, der typisk bliver anvendt i landbrugsmaskiner, til priser på over 100.000 kr. stykket.

Producenterne arbejder i øjeblikket på at udvikle integrerede sikringsløsninger i GPS-anlæggene, så de bliver vanskeligere at stjæle. Topdanmark råder til ikke at have GPS-anlæggene siddende på maskinerne, når de ikke er i brug - og særligt uden for sæsonen bør de afmonteres og låses inde.

Stjålne minilæsere

Det er ikke kun GPS'er, som tyvene fortsat stjæler på trods af corona. Minilæssere, minigravere, ATV'er, havetraktorer og plæneklipper er meget attraktive. De er forholdsvis nemme at stjæle, og de er let omsættelige.

Det er særligt noget, tyvene har fået smag for de seneste fire-fem år, og antallet er ikke faldet i år. Topdanmark har foreløbigt i 2020 haft ca. 60 anmeldelser om stjålne små-maskiner, hvilket er samme niveau som sidste år.

- Det bedste råd er at sætte maskinerne i aflåste bygninger. Selv om det er praktisk at lade minilæsseren stå eksempelvis i stalden, er det både af hensyn til tyveri samt risikoen for brand en god idé at sætte den i en aflåst bygning uden halm og andet brændbart materiale natten over, siger Monica Diaz.

Topdanmark anbefaler at beskytte sine maskiner med sporingsudstyr. Hvis maskinen bliver stjålet, kan den hurtigt findes igen med en tracker. Der er flere eksempler på, at det er lykkedes at finde en stjålet maskine igen i løbet af få timer.