Få svaret på, hvad forskellen er på brun eddike og klar eddike - og om det er en god idé at bruge eddike til afkalkning.

Har du også undret dig over, hvordan brun eddike adskiller sig fra klar (hvid) eddike? Tanken melder sig gerne, når man spørger Google, om man kan afkalke kaffemaskinen, vaskemaskinen, håndvasken og spejlet i badeværelset eller andet i boligen ved hjælp af eddike.

For i nogle tilfælde er svaret et ja... med klar eddike. Så står man der med sin flaske brune eddike, som for øvrigt tit er den billigste af de to, og funderer over, hvorfor man dog ikke bare kan bruge den.

Sådan afkalker du vandhaner på den sikre måde

Se også:

Sådan afkalker du vandhaner på den sikre måde

Risiko for stoppede rør

Nærlæser man deklarationerne på flaskerne, er forskellen på brun og klar eddike ikke stor - men den er til gengæld vigtig, når det kommer til afkalkning og rengøring med eddike. Den brune eddike er nemlig tilsat et farvestof med E-nummer 150c, også kaldet karamelfarve, som indeholder sukkerstoffer.

Farvestoffet, som også kan findes i bl.a. sovsekulør og mørkt øl, er harmløst, når du bruger eddiken til for eksempel syltning. Men ifølge Videncentret Bolius kan farvens sukkerstoffer sætte sig i husholdningsmaskiners rør og tilstoppe dem, når den brune eddike opvarmes.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Desuden elsker bakterier sukkerstoffer, så det kan altså hænde at give bagslag i form af øget bakterievækst, hvis der sidder lidt rester af brun eddike tilbage, efter man har afkalket et apparat eller en overflade i hjemmet.

rich-media-2
Et kig på etiketterne afslører, at forskellen på brun og klar eddike er lille - men den er værd at lægge mærke til. Foto: Lise T. Christiansen.

Er afkalkning med klar eddike godt?

Som nævnt kan man godt bruge eddike til afkalkning i mange tilfælde, hvis bare der er tale om klar eddike. Det er et fint og billigt middel til afkalkning af for eksempel et spejl eller en glasafskærmning med kalkstænk i badeværelset, ligesom det kan bruges mod kalkbelægninger på porcelænsvaske og de fleste almindelige armaturer.

Om klar eddike også er egnet til afkalkning af husholdningsmaskiner, er der delte meninger om. Eddike indeholder syre, som opløser kalk, så eddiken skal nok skal virke mod kalkaflejringer i en eller anden grad.

Men samtidig kan syre i uheldigste fald skade visse andre materialer, såsom gummilister, og nogle producenter og forhandlere af husholdningsmaskiner fraråder afkalkning af deres produkter med eddike, hvad enten den er brun eller klar.

Det gælder dog ikke alle producenter eller forhandlere, og talrige forbrugere - blandt andre undertegnede - har lang og god erfaring med at bruge klar eddike til afkalkning af husets opvaskemaskine, elkedel, kaffemaskine med mere.

Uanset hvad, kan det kun anbefales, at du altid tjekker og følger brugsanvisningen til dine husholdningsmaskiner, før du sender eddiken i krig mod kalk derhjemme. Vær også opmærksom på, at en del overflader og materialer i boligen ikke tåler eddike, herunder marmor, granit, terrazzo og emalje.

Kilder: Videncentret Bolius, Samvirke, Dagens og Whiteaway.