Abonnementsartikel

Forslaget skal give plads og ro til, at alt fra sommerfugle til sanglærker kan brede sig i de våde enge, som findes i Danmarks ådale og ved kysterne.

- Vi står i en naturkrise, hvor arter uddør hurtigere, end det er set før i menneskets historie. Vi skal passe bedre på vores natur. Derfor skal det nu være slut med at sprøjte og pløje vores beskyttede naturområder. Forbuddet vil være godt nyt for vilde blomster, græshopper, sangfugle og mange andre arter, som i dag er i tilbagegang, siger miljøminister Lea Wermelin.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Forbuddet vil gælde for de såkaldte § 3-beskyttede arealer. Det er naturområder, der har en særlig naturværdi og derfor er omfattet af naturbeskyttelsesloven. En stor del af arealerne er i forvejen beskyttet mod sprøjtning, gødning og pløjning. Men på 37.000 hektar - eller hvad der svarer til arealet af Mors - har man indtil nu kunnet fortsætte med landbrugsdrift af de ellers beskyttede enge.

- Engene er beskyttet, fordi de har en særlig naturværdi. Derfor giver det ikke mening, at vi fortsat tillader, at der sprøjtes og pløjes på dem. Skal vi bremse tilbagegangen i vores natur, skal vi give dyr og planter mere plads. Her tager vi nu et vigtigt skridt ved at styrke naturbeskyttelsen, så en række enge fremover kan blive til vigtige levesteder for fugle, insekter og planter, siger miljøministeren.

I forhold til forbuddet fra 2015 er det nuværende forslag udvidet, så det også gælder økologiske arealer, og så det desuden forbydes at pløje og tilså de beskyttede naturområder. Forslaget er en opfølgning på det politiske forståelsespapir aftalt mellem Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten, hvor det fremgår, at mulighederne for et forbud mod sprøjtning og gødskning af de beskyttede naturområder skal undersøges.

Lovforslaget førstebehandles i dag. Vedtages forslaget, vil det træde i kraft den 1. juli 2022. Dermed kan landmænd, der i dag sprøjter, pløjer og gøder beskyttede engarealer, nå at omstille sig de nye regler. Det vil fortsat være muligt for landmænd at lade køer, får og andre dyr afgræsse engarealerne.