Abonnementsartikel

Når det bliver sommer, er det ekstra vigtigt at være opmærksom på sit kæledyr, da varmen kan gå hårdt ud over dyrene og få ubehagelige konsekvenser. En opgørelse fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 viser, at 126 personer henvendte sig i 2019, fordi de var bekymret for en hund, der var efterladt i en varm bil.

Det er et problem, fordi høje temperaturer allerede efter kort tid bliver kritiske for hunde. Mennesker sveder varmen ud af kroppen, men menneskets bedste ven kan kun komme af med den via poterne og munden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mange mennesker forsøger at gøre det rigtige ved at stille bilen i skyggen, men det hjælper ikke, for skyggen er også varm, så der bliver alligevel som en ovn i bilen, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.

Temperaturen stiger voldsomt

Jens Jokumsen opfordrer derfor til, at man lader sin hund eller kat blive hjemme når man skal ud og handle eksempelvis. Hvert kvarter stiger temperaturen nemlig med 10-15 grader i en parkeret bil, og åbne vinduer hjælper ikke.

- Selv om hunden kan virke trist over, at du forlader hjemmet, vil det til enhver tid være bedre for den at blive hjemme i et afkølet rum og med adgang til frisk vand, frem for at sidde i en bagende bil. I værste fald kan det ende med at tage livet af den, understreger Jens Jokumsen.

En tommelfingerregel er, at når udetemperaturen er 20-25 grader, stiger temperaturen inde i en bil hurtigt og kan på en halv time komme helt op på faretruende 40-50 grader.

Forholdsregler

Er det absolut er nødvendigt kortvarigt at efterlade sin hund eller kat i bilen, er det vigtigt at følge nogle enkle forholdsregler:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Parkér altid i skygge.

Frisk luft er vigtigt, så åben mindst to vinduer på klem, eller bagsmækken, så der bliver luftgennemstrømning i kabinen.

Giv adgang til frisk vand i bilen.

Læg en seddel i forruden med dit mobilnummer, så du kan kontaktes, hvis en kritisk situation skulle opstå.