Abonnementsartikel

Lonna og Valdemar Mortensen har altid drømt om et liv på landet, og da Buskbjerggård i Horsbyg mellem Rødekro og Rangstrup i Sønderjylland kom til salg i 2018 slog de til og investerede et millionbeløb i den 50 hektar store landejendom.

Jorden blev forpagtet ud til Lonnas forældre, og gården blev renoveret. Nu to år senere er de klar til den første animalske produktion - de vil levere friske økologiske æg til befolkningen i nærområdet. Og interessen for deres projekt er stor.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Allerede inden det første æg var lagt, havde de indgået faste leveringsaftaler med lokale købmænd, supermarkeder og restauranter.

Uddannet landmand

29-årige Lonna er faguddannet landmand og har gennemført en uddannelse som produktionsleder fra landbrugsskolerne i Bygholm ved Horsens og Gråsten. 30-årige Valdemar har en baggrund som ejendomsmægler og er i dag driftsleder på et stort frysehus i Padborg.

At det blev produktion af økologiske æg, der blev familiens entre i landbrugssektoren, var lidt af en tilfældighed. På en landbrugsfaglig udstilling blev de opmærksom på et mobilt hønsehus fra den lokale producent Haugaarden i Bolderslev. Huset, der kan rumme 600 høns, er nærmest fuldautomatisk så den daglige arbejdsindsats kan klares på et par timer.

Hønsehus flytter rundt

Det mobile hønsehus er placeret på et 6.000 kvadratmeter stort areal fyldt med kløvergræs. Når hønsene har spist den nærmeste kløver, flyttes huset blot til et nyt område med det friske græs, der er med til at give æggene den karakteristiske gule blomme.

Området omkring det mobile hønsehus er indhegnet så godt som overhovedet muligt for at holde ræve og andre rovdyr ude.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I vores tilfælde, håber vi at have tjent investeringen hjem i løbet af tre-fire år, siger Valdemar Mortensen, der sammen med Lonna nu går i gang med at indrette en mindre gårdbutik.

Ud over at sælge egne produkter er det tanken, at andre økologiske producenter også kan få mulighed for at afsætte deres produkter i butikken På sigt er det ønsket, at gårdbutikken bliver et udflugtsmål for det stigende antal danskere der vægter økologiske fødevarer højt.

De 600 høns af racen Brun Lohmann blev installeret i det mobile hønsehus for godt en måned siden og er nu begyndt at lægge æg i et større antal. Det glæder Lonna fordi de den 20. september holder Hønsefest på Buskbjerggård.

Udover at give forbrugerne mulighed for at købe de friske økologiske æg, præsenterer de også Haugaardens mobile hønsehus.

Det sker samtidig med, at bestyrelsen for Nørre Hostruphus sælger øl, vand, kaffe til fordel for Nørre Hostrup Hallen.