Abonnementsartikel

Michelin-restauranter og smarte caféer er der ikke mange af på Salling og da slet ikke i landsbyen Thise.

Til gengæld er her fred og ro til at udtænke utraditionelle indretninger, og det er netop, hvad designeren Søren Vester går rundt i præstegården i Thise og laver - finder på indretning af restauranter og caféer i storbyerne. Herunder kendte steder som restauranterne Formel B og Uformel i København samt restaurant Sletten i Humlebæk.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Han har sammen med sin kone og sine to børn for 10 år siden forladt stenbroen i København til fordel for den gamle præstegård i Thise, og her ved siden af hovedbygningen fik han i 2015 bygget sit drømmehus, Driverhuset, mestendels i genbrugsmaterialer.

Værksted til prototyper

- Det har jeg altid drømt om. Et hus, der på en og samme gang kan fungere som drivhus, kontor, soveværelse og spisestue, og hvor man kan drive den af. Altså et driverhus, siger Søren Vester og tilføjer, at noget af det allervigtigste dog er værkstedet til at lave prototyper på møbler og andre ting til indretning af restauranter:

- Jeg kan godt lide at lege med universer og gøre det grønt og bæredygtigt.

Han sidder ved pejsen i Driverhuset og kigger ud over markerne og til den nærliggende Limfjord. De store glasarealer giver et panorama, som mange sikkert ville misunde ham og hans familie.

Nødt til at følge krav

Der er masser af lys i Driverhuset, hvis tag er en ny aluminiumskonstruktion - stik imod Søren Vesters ønske om at holde sig til genbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et gammelt drivhus lever ganske enkelt ikke op til Dansk Standards krav, og de krav er man nødt til at følge, så det blev et firma på Fyn, Drivadan, der lavede denne løsning med aluminium og glas. Men det kan skilles ad og genbruges en gang i fremtiden, og det er også sådan, at moderne bygninger burde konstrueres, siger Søren Vester og ser med beklagelse på, hvordan mange moderne byggematerialer ikke er egnet til genbrug.

- Når man kan skille bygninger ad og genbruge materialerne, får de jo nyt liv og samtidigt sætter mennesket et mindre aftryk på kloden, lyder det fra designeren.

Nyt liv i brugte ting

Både huset og indretningen fortæller om designerens glæde ved at genbruge ting og give dem nyt liv. De røde og gule mursten i Driverhusets dobbeltmur stammer fra det udhus, som er blevet revet ned og hvis bygningsdele helt eller delvis er genbrugt.

- Sådan en væg med gamle mursten giver bygningen en historie, og det får man altså ikke i en blank gipsvæg, udbryder han.

- Se lige de her navne, som gennem tiden er blevet ridset ind i murstenene. Der er nok 300 navne og mange af dem har været konfirmander, der har stået og ventet på præsten og fordrevet tiden med at ridse deres navn ind i væggen, fortsætter han og peger på en mursten med påskriften Leon 1963.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alle navnene kan læses inde fra huset, selv om de naturligt nok vendte udad på det oprindelige hus, som i øvrigt havde gule mursten indvendigt.

Søren Vester var usikker på, om der var sten nok i én farve til at opføre de nye mure, så det problem løste han ved at blande murstenene.

Skiller kornsiloer ad

Et andet genbrugsprojekt er det virkeligt lange langbord inde i huset, som han har lavet af tagspær fra det gamle hus, mens loftsbrædderne i det nye hus gør nytte som skillevægge og skydedøre. Der var ikke nok brædder til projektet, så den kreative mand med hænderne skruet godt på skilte resolut fire gamle kornsiloer ad for at genbruge træet.

- Det er tidskrævende at finde brugte materialer, og jeg kan godt forstå, at folk bare bestiller sine varer nede i tømmerhandlen, lyder det fra manden, der gerne så, at det blev et lovkrav, at en vis procentdel af nybyggeri skal stamme fra genbrug.

- Det ville tvinge både leverandører og bygherrer til at tænke i nye baner, fastslår han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En sjov detalje i Driverhuset er toilettet, som er den gamle pastor Wiecks lokum - nu omgivet af genbrugsbrædder, så man sidder ligesom på et gammeldags das. En moderne pendel med LED-lys sørger for belysningen i det lille rum.

Ikke materialer nok

Et af de største problemer ved at bygge med genbrugsmaterialer er, at der ikke altid er nok af det, man skal bruge.

- Man skal bruge en masse tid på at lede efter tingene, og det er da forståeligt, hvis folk bare bestiller nye materialer i byggemarkedet i stedet på at bruge en masse tid på at finde genbrugsting, siger han og efterlyser steder, hvor mange forskellige genbrugsmaterialer kan findes, og hvor der er nok af dem.

Der findes dog steder på nettet med byggematerialer og en ny portal, Dansk Genbyg, der netop tager sigte på en professionalisering af genbrugsmarkedet for byggematerialer, vil se dagens lys i løbet af foråret.

Søren Vesters byggeprojekt og hans univers i Thise kan ses i 10 afsnit på TV2Fri under rubrikken Vesters Verden.