Abonnementsartikel

I dag er der mere end en million bramgæs, og når tusindvis af dem er på træk over Danmark i forårs- og efterårsmånederne, kan det gå hårdt ud over landmændenes afgrøder og øge risikoen for kollision med især flyene fra Københavns Lufthavn, som ligger lige i trækruten.

De store problemer med bramgæssene er baggrunden for, at der har været afholdt en international workshop om en fælles koordineret forvaltningsplan om bramgæs. Miljøstyrelsen var i juni værter for mødet i regi af AEWA, hvor ni lande deltog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Vi har nu taget det første skridt mod en international forvaltningsplan. Der var enighed om, at der både skal være plads til bramgæs, men at der samtidig skal tages hensyn til økonomiske og samfundsmæssige interesser. Der er lavet et konsortie, som består af forskere fra en række lande - herunder Danmark og Holland, og de skal arbejde på modeller, som inddrager data om både udfordringerne og bestandens udvikling. Det skal være med til at danne grundlaget for den fremadrettede beslutningsproces, siger Annette Samuelsen, kontorchef, Miljøstyrelsen.

Problemet breder sig

Det har især været omkring Vadehavsområdet, at der har været store problemer med bramgæssene, men de er begyndt at brede sig ud til større dele af Danmark - blandt andet det sydlige Sjælland og Lolland Falster. Fuglene er også begyndt at yngle og overvintre, og det betyder en større bestand, som er her året rundt og ikke kun på træk forår og efterår. Det samme gør sig gældende i bl.a. Sverige og Holland.

-Fra dansk side er vi meget optagede af at finde en fælles international løsning på de udfordringer, som gæssene bringer med sig og arbejder bl.a. på, at det bliver en løsning, som giver mulighed for at begrænse antallet af gæs, siger Annette Samuelsen.