Mette Uldahl skal tale danske og nordiske sager i EU-sammenhæng som nyt bestyrelsesmedlem i Federation of Veterinarians of Europe.

BRUXELLES: Nordiske holdninger og udsyn har udsigt til mere plads i europæisk sammenhæng, efter Mette Uldahl fredag blev valgt til bestyrelsen i FVE - en paraplyorganisation for veterinære organisationer fra i alt 39 europæiske lande.

FVE dækker hele dyrlægespektret og dermed også landbrugsrelevante områder som kvæg, svin og fjerkræ. Foreningen er en vigtig stemme i lovgivningsprocessen i EU-Kommissionen og i Europa-Parlamentet, bl.a. når regler for brug af veterinærlægemidler skal vedtages.

- Det er fantastisk, at det fra dansk side er lykkedes at erhverve en så vigtig international post, som kan sikre, at fælles nordiske holdninger og udsyn kan få en stemme, og at danske og nordiske interesser kan blive varetaget. Stort tillykke til Mette, siger Hanne Knude Palshof, formand for Den Danske Dyrlægeforening (DDD).

Mette Uldahl har siden 2017 varetaget posten som formand for den europæiske hestefaglige organisation Federation of European Equine Veterinary Associations. Nu breder hun ansvarsområdet ud til flere dyr, herunder altså landbrugsdyr.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Animal Welfare

Sammen med repræsentanter fra Polen, Frankrig, Holland og Tyskland skal Mette Uldahl være med til at sikre europæiske dyrlægers interesser i Europa.

- Jeg glæder mig til deltage i bestyrelsesarbejdet. Der er mange vigtige dagsordener især inden for Animal Welfare' som dækker et meget bredt felt af veterinære områder. FVE er både dyrlægernes og dyrenes stemme, siger hun.

Mette Uldahl er kandidat fra 2001 og driver Vejle Hestepraksis. Ved siden af er hun veterinærkonsulent for Dansk Ride Forbund og har siden 2011 været FEI National Head Veterinarian for Danmark.