Abonnementsartikel

Gammelkloge personer hævder ofte, at brænde giver varmen to gange: Når man hugger det, og når man fyrer. Det var sikkert sandt for 100 år siden, men herfra FriGears-redaktionen kan jeg hilse og sige, at dette ikke gælder, når man bruger en elektrisk brændekløver.

Selvfølgelig kan man hævde, at det også er muligt at få sved på panden, når man saver træet, men har man bare en rimelig motorsav, så er det til at overse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Men for nu at få syn for sagen, så valgte vi her på FriGear i denne måned at kigge på en brændekløver fra producenten Texas. Der er tale om model Power Split 820V, som har et tryk på otte ton. Den kan kløve træ med en tykkelse på mellem otte og 35 centimeter samt en længde på maksimum 50 centimeter. Med andre ord er den ikke beregnet til store træer, men til mindre træer af den type, vi ganske ofte har stående i haven.

Der er tale om en elektrisk brændekløver på 3500W, og den model vi har valgt at kigge på, kan tilsluttes almindelig 230 volt. Der er ikke meget, der skal gøres for at komme i gang. Brændekløveren kommer med en transportskrue til oliebeholderen, og den skal bare skiftes til den medfølgende, almindelige måleskrue. Og så skal man selvfølgelig sørge for, at der er olie på.

Brændekløveren kan tage brænde på op til 50 centimeters højde, og har man mulighed for det, kan det anbefales at holde nogenlunde samme størrelse på stammerne. Så kan man nemlig indstille længden, så selve kløvehovedet ikke skal køre hele vejen hver gang. Det sparer tid og strøm og gør det hele nemmere. Længden indstilles med en fingerskrue, og det tog os et lille stykke tid at finde ud af få den til at tage ved, men da vi først fandt fidusen og lærte ikke at være karrig med kræfterne, gik det som smurt.

Stille og roligt

Man placerer brændet på kløverens "brændehylde". Ved hjælp af to håndtag holder man brændet fast. Herefter holder man håndtagets greb inde, og kløvehovedet glider stille og roligt ned og rammer brændet, der med en tilfredsstillende kvasen giver efter og lader sig flække hele vejen igennem. Så kan man dreje det kløvede brænde 90 grader, og efter endnu en tur med kløvehovedet, står man tilbage med fire nydelige stykker brænde, der blot skal trækkes fra hinanden.

Som nævnt har Power Split 820V et tryk på otte ton, hvilket var rigeligt til det brænde, vi testede med. Vi varierede brændets diameter, så vi kløvede strammer med en diameter på mellem 12 og 35 centimeter, og på intet tidspunkt var der problemer. Her skal så nævnes, at vi fulgte manualens råd om at kløve nysavet brænde, der er blødere og nemmere at have med at gøre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det tager cirka fire sekunder for kløvehovedet at køre hele vejen tilbage, og omkring 15 sekunder fra top til kløvning af hele stykket, så det gik temmelig hurtigt fremad med at få en pæn mængde nysavet træ skåret igennem.

Brændekløveren har to gummihjul, så selv om den vejer 108 kilo, er den faktisk temmelig nem at flytte rundt på. Det betyder, at man ikke behøver at flytte brændet, men i stedet kan trille kløveren rundt i haven.

Nem og ufarlig

Der kan siges meget godt om den ekstra varme og motion man får med en god, gammeldags økse, men personligt vil jeg klart ønske mig en elektrisk brændekløver, hvis jeg får valget. Den er nem, ufarlig, og alle kan bruge den, så har man lidt ekstra på kontoen, plads i garagen og behov for billig brænde, så kan den klart anbefales.