Abonnementsartikel

Den nye batterihåndsav GTA 26 er blandt de nye produkter i batterisystemet AS fra Stihl. Håndsaven er særligt udviklet til mindre projekter i haven og grønne områder, og ifølge producenten er der tale om en kraftfuld og alsidig håndsav, som eksempelvis gør det nemmere at beskære buske og træer samt findele haveaffald.

- Stihl GTA 26 er et unikt produkt med mange finesser, som giver smart og sikkert havearbejde. Den ergonomiske udformning, vægtfordelingen og det lave støjniveau vil give brugeren en oplevelse og et resultat ud over det sædvanlige, siger Henrik Tångberg, der er Technical Customer Support hos Stihl Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Håndsaven har gummibeklædte greb og ligger desuden godt og stabilt i hænderne takket være den ergonomiske udformning. GTA 26 har et kraftfuldt 10 cm langt lightsværd, og takket være den fleksible kædebeskyttelse kan hele sværdlængden udnyttes med fuld kontrol. Den tynde 1/4" PM3-savkæde giver rene snitflader og kan skiftes uden brug af værktøj.

Lang driftstid

GTA 26 drives af et 10,8 V batteri med en effekt på 28 Wh, som giver lang driftstid, og med den tydelige ladestandsindikator er det nemt at holde styr på batterikapaciteten. Håndsaven vejer kun 1,45 kg inklusiv batteri og leveres i en praktisk opbevaringstaske, som gør det nemmere at transportere den og hænge den op på væggen.

Senere dette forår lancerer Stihl også en ny batteridrevet busk- og græstrimmer, HSA 26, som er baseret på samme batterisystem som GTA 26. Både GTA 26 og HSA 26 er først og fremmest rettet mod fritidsbrugere, men også professionelle kan med fordel bruge disse produkter.

- Begge værktøjer har en selvfølgelig plads blandt den nye generation af smarte, batteridrevne haveredskaber, og jeg er overbevist om, at mange professionelle også kommer til at bruge produkterne til pleje af grønne områder, siger Henrik Tångberg.