Abonnementsartikel

Landsbyen Haastrup på Fyn er Årets Landsby 2020. Her Stormgården, der har dannet ramme om den lokale festival Storm-festivalen, der har arrangeret coronavenlige kulturarrangementer bl.a i Haastrup bjerge.

Vinderen af Årets Landsby 2020 er landsbyen Haastrup på Fyn. Mens utryghed og ensomhed har præget størstedelen af samfundet, har landsbyen Haastrup i Faaborg-Midtfyn Kommune slået ring om sine beboere og formået at skabe en glæde, der har blomstret i krisetiden.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Under coronanedlukningen spillede den lokale trompetist, Sara Brunse, koncert fra landsbyens kirketårn og holdt med sine smukke toner humøret højt hos haastrupperne i en tid, hvor det så allermest sort ud. Også ko-lokkepigerne og et band på den lokale gård, Stormgården, stod for musikalske indslag under nedlukningen - fremført i den åbne natur med afstand.

Gratis vareudlevering

Allerede dagen efter nedlukningen arrangerede den lokale købmand gratis vareudlevering, så udsatte og utrygge borgere kunne undgå indkøbsturen. Varerne blev bragt ud af lokale frivillige hænder. Udendørsarealer blev åbnet for at huse skole- og børnehavebørn, håndvaske og toiletter blev sat op. Det hele rengjort af forældre, der mødte talstærkt - og ikke mindst meget tidligt - op.

Og det er et af kendetegnene ved Haastrup. Landsbyens knap 325 borgere har et stærkt frivilligt netværk blandt andet afspejlet i foreningslivet, der aktuelt rummer 20 forskellige foreninger. Viljen til at bidrage i lokalsamfundet var med til at gøre Haastrup til Årets Landsby 2020, lyder vurderingen fra komitéen.

I et stærkt finalefelt bestående af Bjergsted og Borris, var det nemlig Haastrup, der i sidste ende overbeviste dommerne, forklarer formanden for komitéen og tidligere minister for by-, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen:

- Beslutningen i år har været særligt vanskelig, fordi coronakrisen har berørt os alle - både personligt og som samfund. Det har været enormt spændende at se, hvordan vores landsbyer har løst denne udfordring, siger han og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Står sammen

- I Haastrup har borgerne virkelig stået sammen. Selvom de har haft store udfordringer under coronakrisen, har hele landsbyen givet en hånd med og løst opgaven sammen. Det er meget imponerende og livsbekræftende at se, hvordan indsatsen er kulmineret i et endnu stærkere fællesskab beboerne imellem. Derfor fortjener de titlen som Årets Landsby 2020.

Michael Demsitz, der er næstformand i Forenet Kredit og medlem af bedømmelseskomitéen, er også imponeret over Haastrups indsats:

- Jeg er meget imponeret over aktiviteterne i alle de tre landsbyer, vi har besøgt. I Haastrup er ingen blevet glemt eller overladt til sig selv takket være et bemærkelsesværdigt lokalt engagement. Mens krisen har lagt en dæmper på udviklingen og sammenholdet mange andre steder i landet, er landsbyen - med udendørs fællesskaber og masser af musik - kravlet gennem krisen og fremstår endnu stærkere end før. Den udvikling vil vi naturligvis gerne være med til at understøtte i hele landet, og jeg er sikker på, at Haastrup kan inspirere mange af os.