Lyt til artiklen:

Tips og tricks: Sådan vasker du din dyne

00:00
Hastighed: ???x
02:48

Abonnementsartikel

Din dyne holder længere og er mere hygiejnisk at putte sig under, når den bliver vasket jævnligt. Med tiden falder fyldet sammen og mister dermed en del af evnen til at holde dig varm, så det har godt af at blive "fluffet" op i tørretumbleren i ny og næ.

Og ikke mindst er det rart at vide, at man sover under en dyne, der er fri for afsondret sved, husstøvmider... og i værste fald skimmelsvamp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som udgangspunkt bør en dyne vaskes cirka hvert halve år. Hvis man er allergiker, sveder meget om natten eller ikke nænner at jage hunden eller katten ned fra sengen, er det dog en god idé at vaske sin dyne oftere - f.eks. fire gange om året.

Sådan vasker du en dyne:

De fleste enkeltdyner med dun/fjer eller fiberfyld, kan vaskes enkeltvis i en vaskemaskine med kapacitet til 6-7 kilo og tørres i en normal tumbler. Men læs altid vaskeanvisningen til din dyne, før du går i gang.

Tjek også, at der ikke er huller i dynens bolster; det er ikke sjovt, hvis fyldet arbejder sig ud i vaskemaskinen eller tumbleren.

En dyne med dun og fjer kan ikke tåle vaskemiddel med enzymer, så brug et specialmiddel til dun, uld eller silke. Har dynen fiberfyld, kan du godt bruge et vaskemiddel med enzymer. Brug under ingen omstændigheder skyllemiddel, da det kan få fyldet til at klumpe sammen.

Følg producentens anvisning med hensyn til vaskeprogram og temperatur. Oftest vil det være en almindelig vask eller skånevask ved 60 grader, som er den temperatur, hvorved bakterier og husstøvmidler bliver dræbt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-3
Som regel er det nok at vaske sin dyne et par gange om året, men det kan være smart at gøre det oftere, f.eks. hvis husets kæledyr må være i sengen. Foto: Unsplash.

Sådan tørrer du en dyne:

Til slut lægges dynen i en tørretumbler sammen med to-tre tørrebolde eller rene tennisbolde, der hjælper med at fordele fyldet under tørringen.

Tag dynen ud af tumbleren og ryst den omkring hver 20. minut under tørringen - så forebygger du, at fyldet klumper sammen, ligesom dynen tørrer mere jævnt undervejs.

Det kan tage helt op til 6-7 timer at få dynen tør, alt efter, hvor meget fyld den har. Vej gerne dynen både før vask og efter tørring: Vejer den det samme, er dynen tør. Er den tungere, sidder der stadig fugt i dynen, der altså skal have mere tid i tumbleren.

Disse dyner kan du ikke vaske selv

Læg aldrig en edderdunsdyne i vaskemaskinen derhjemme, medmindre producenten udtrykkeligt giver grønt lys for det i vaskeanvisningen. Det samme gælder silkedyner, bambusdyner og ulddyner, der som regel kræver behandling på et renseri.

En dobbeltdyne er for stor til en almindelig vaskemaskine, så den skal også sendes på et renseri eller professionelt vaskeri. Nogle møntvaskerier har så store maskiner, at du kan vaske en dobbeltdyne der. Men regn med, at processen kan tage det meste af en dag - og, at det ikke er helt billigt i kraft af den lange tørretid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kilder: Ringsted Dun, Jysk, Drømmeland