Abonnementsartikel

Ved Vedersø Klit har Naturstyrelsen sendt 18 geder på græs. Eller det vil sige, det skal helst ikke kun være græs, de sætter til livs. Håbet er, at de også vil gøre et stort indhug i områdets store mængder af rynket rose, som er en invasiv art. Det skriver Naturstyrelsen på sin hjemmeside.

Problemet med rynket rose er dens evne til at spede sig og kvæle den vegetation, som ellers er hjemmehørende i de danske klitområder. Naturstyrelsen oplyser, at det især er arter som klitrose og enebær samt de mere sjældne arter som Skotsk Lostilk og Strand Snerle, rynket rose er i færd med at fortrænge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere forsøg

De 18 geder er udsat i samarbejde med en privat lodsejer, og de har ind til videre fået 2,5 hektar at boltre sig på.

- En enkelt plante af rynket rose kan på et enkelt år brede sig en meter frem i landskabet. Rynket rose, som kaldes hybenrose i folkemunde, er især et problem nær kysterne, fordi den er meget hårdfør overfor både salt og vind - og så tåler den ovenikøbet at blive dækket af et tykt lag sand. At sætte geder ud er en af de metoder, vi nu afprøver for at få bugt med dem, siger skovrider Thomas Borup Svendsen fra Naturstyrelsen i Vestjylland.

Gederne er blot et af flere forsøg på at bekæmpe den invasive art. Andre forsøg omfatter buske, der dækkes til med ukrudtsdug, man forsøger sig med fræsning, og så får kreaturer og får også mulighed for at bevise, at de har appetit på de tornede vækster.