Regeringen vil have mere vild natur og afsætter nu 20 millioner kroner årligt til mere urørt skov i statens skove.

Urørt skov skaber gode levesteder for dyr og planter og gavner biodiversiteten. Som en del af finanslovsaftalen er regeringen enig med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om at prioritere udlæg af urørt skov på statslige arealer.

- Naturen er i krise. EU's miljøagentur har i dag fremlagt en rapport, som siger, at Europa er langt fra at nå målene om at beskytte og bevare den europæiske natur, og at udviklingen går den forkerte vej. Tusindvis af dyre- og plantearter er i fare for at forsvinde helt herhjemme, og den tilbagegang i biodiversiteten skal vendes, siger miljøminister Lea Wermelin.

Et stort ønske

Urørt skov er skove, hvor offentligheden har fri adgang, men hvor man lader motorsaven ligge, så skovdriften ophører. Med finanslovsaftalen kommer der nu mere urørt skov i de statslige skove.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Den urørte skov er med til at bidrage til mere biodiversitet og bedre natur i Danmark. Med urørt skov bliver de døde træer liggende og bliver til levesteder for insekter og mosser, og det gavner biodiversiteten i skovene.

- Med årets finanslov tager vi nu et første skridt mod mere urørt skov. Vi giver vilde dyr og planter et helle, hvor de får mulighed for at udvikle sig på mere naturlige præmisser. Vi kommer til at stoppe motorsavene til skovdrift, så snart vi har besluttet, hvor de nye urørte skove skal ligge, siger miljøministeren.

Udlæg af urørt skov på statslige arealer kræver varig finansiering, idet staten mister indtægter, som blandt andet går til at finansiere naturpleje og friluftsliv, når der ikke længere kan drives skovdrift på arealet.

Regeringen og aftaleparterne bag finanslovsaftalen vil nu aftale nærmere, hvordan midlerne skal udmøntes.