Lyt til artiklen:

Rekordstort tilskud til ny privat natur

00:00
Hastighed: ???x
02:11

Miljøstyrelsen har givet private jordejere lovning om tilskud til 921 hektar ny natur. Det er det hidtil største areal med ny privat natur på et enkelt år.

Tre kilometer på den ene led og tre kilometer på den anden. Så stort et område vil i fremtiden springe ud som vild natur takket være private projekter. Den nye natur er fordelt på cirka 100 projekter spredt over hele landet.

Miljøstyrelsen har i 2021 har givet tilsagn om tilskud til i alt 921 hektar ny natur fordelt på 546 hektar sammenhængende lysåben natur og 375 hektar urørt skov.

- Vi har aldrig tidligere modtaget så mange gode ansøgninger fra skovejere og landmænd, der vil lave ny natur. Den grønne dagsorden gør det attraktivt at have natur på ejendommen, det er formentlig en af grundene til den store interesse, siger kontorchef Bettina Helle Jensen fra Miljøstyrelsen.

Der er givet tilsagn om i alt 30 mio. kr. til urørt skov og 16 mio. kr. til sammenhængende arealer i 2021.

rich-media-1
Signaturforklaring. Træ: Ny urørt skov. Sommerfugl: Ny natur på sammenhængende arealer. Grafik: Miljøstyrelsen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Urørt skov i Østjylland vokser hurtigst

I Østjylland vil der i de kommende år komme særligt meget privat urørt skov. Det er der en god forklaring på fortæller Bettina Helle Jensen:

- De østjyske løvskove har et godt udgangspunkt for at blive rigtig værdifulde for biodiversiteten, når de bliver urørte. Det går simpelthen hurtigere med at se en effekt, når der allerede er store gamle bøge eller ege i skoven. Svampe, insekter og fugle vil hurtigt indfinde sig, når træerne får lov stå.

I det mere skovfattige Vestjylland er der derimod ikke så mange skove med et tilsvarende potentiale. I Nordsjælland er hovedparten af skovene statsejede, og derfor ser man ikke så mange ansøgninger fra private skovejere i den del af landet.

Går en tur i den nye natur

Hvis man er nysgerrig efter at komme ud og se den nye natur, så gælder de almindelige adgangsregler. Det vil blandt andet sige, at man frit kan give sig afsted til fods i dagtimerne på veje og stier.

Den nye ansøgningsrunde for tilskud til urørt skov forventes at åbne i foråret 2022.