Lyt til artiklen:

Succes for jubilæumsdyrskue

00:00
Hastighed: ???x
02:02

Abonnementsartikel

Det var kulminationen på måneders frivilligt arbejde, da Dansk Limousine Forening for nyligt - i kølvandet på sit 50 års jubilæum - gennemførte sit jubilæumsdyrskue i kombination med avlsdyrsauktion.

Dyrskuet foregik i Herning, og det var en stor succes med 100 limousiner og mange hundrede besøgende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et stort antal frivillige fra foreningen havde sørget for alt - lige fra de praktiske forhold omkring dyrene til teknik og ikke mindst forplejning. Det betød at alle - både udstillere, trækkere, frivillige og publikum fik en fantastisk dag.

Folk stimlede sammen om ringen, hvor bedømmelserne, konkurrencerne og auktionen foregik, ligesom der var masser af aktivitet ved boderne og om sponsorernes stande.

Med for første gang

Jubilæumsskuet blev også en god oplevelse for de 100 fremmødte limousiner, hvoraf hovedparten (grundet de Corona-aflyste dyrskuer) var på dyrskue for allerførste gang.

Blandt de 39 udstillere var de syv førstegangsudstillere, og de nye udstillere fik "blod på tanden" i forhold til at udstille på kommende dyrskuer, mens de mere rutinerede fik støvet dyrskueformen af.

Ungdommen sejrede

Den franske dommer var på hårdt arbejde, for der var mange dyr af meget høj kvalitet. Besætningskonkurrencen - den måske mest prestigefyldte af konkurrencerne - blev velfortjent vundet af Krogen Limousine, som stillede med otte flotte dyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Krogen Limousine var repræsenteret af kæresteparret Simon Thaysen Smidt og Michelle Høyer. Flere andre unge udstillere hentede også præmier med hjem, heriblandt Mathias Nymann Olsen, som vandt bedste handyr.

Flotte priser

Der var god bydelyst på auktionsdyrene. Første dyr i ringen var en ko med kalv ved siden, og sættet blev solgt for 31.000,- Derefter fulgte otte tyre, som blev solgt til priser mellem kr. 22.000,- og kr. 44.000,-

Gennemsnitsprisen for de solgte tyre var kr. 32.500, og alle dyr blev solgt til danske købere.