Abonnementsartikel

Det er ikke kun haven, som blomstrer op om foråret. Det gør boligmarkedet også, og især i påsken er der traditionelt set gang i hushandlerne.

Men det er ikke alle haveejere, der er klar over, at når man har solgt sit hus, har man også solgt sine planter. Det forklarer fagkonsulent i Danske Anlægsgartnere, Kim Tang.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi hører fra vores medlemmer, at folk ofte tror, at de må grave havens buske og blomster og endda træer op og tage dem med. Men når huset er solgt, må man som udgangspunkt ikke fjerne ting, der vokser i jorden, med. Det samme gælder faktisk også den smukke havebænk, hvis den er boltet fast, og det kommer bag på mange, siger Kim Tang.

Grønt lys for krukker

Til gengæld må sælgeren gerne tage planter i krukker med, så det gælder om at få gravet rododendron og hindbærbusken op og sat i krukke, inden man sætter huset til salg. På den anden side er nogle af havens planter måske for store til at sætte i krukker, og desuden er det jo ikke optimalt for planten at blive gravet op.

- Derfor anbefaler vi ofte, at sælgeren simpelthen får forklaret ejendomsmægleren, hvilke træer og buske der ikke er en del af hushandlen. Så ved køberne, hvad de har at forholde sig til. Det betyder også, at man ikke har gjort vold på haven og gravet alting op, hvis man er så uheldig, at man ikke kan få den rigtige pris og trækker huset tilbage fra markedet, forklarer Kim Tang og tilføjer:

- Dog kan man sagtens tage stiklinger med fra for eksempel slyngplanter, og sælger vil nok heller ikke få ballade for at tage et lille stykke af en staude med til sin nye have. Det handler bare om at få skabt rene linjer mellem køber og sælger omkring, hvad der følger i handlen. Præcis som inde i huset.