Tænketanken Frej arbejder for at nuancere fødevaredebatten.

Der er masser af spændende navne på "Speakers' Corner" på NutriFair - fagmessen for husdyrproducenter - den 18.-19. januar i Fredericia

Traditionelt er yngre kvinder nok lidt af et særsyn som oplægsholdere på Speakers' Corner på fagmessen for husdyrproducenter (NutriFair) i Messe C Fredericia. Men på NutriFair 2017 er hele fire af slagsen i aktion både onsdag og torsdag. Rollespil er heller ikke et vanligt element på scenen, men også dette kan man opleve under kvartettens indlæg.

En anden vej

De fire kvinder midt i tyverne kommer fra den ret nystartede forening "Frej" - en uafhængig, fødevarepolitisk tænketank, som arbejder for at nuancere fødevaredebatten, samle holdningsfløjene og inspirere til fælles løsninger på fælles samfundsudfordringer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi vil gerne vise en anden vej end den skyttegravskrig, vi oplever i øjeblikket. Der findes nogle meget fastlåste holdninger og positioner i debatten, men Produktionsdanmark og Forbrugsdanmark bør møde hinanden og finde en fælles forståelse, lyder opfordringen fra Marie-Louise Thøgersen, formand og medstifter i Frej.

Hun nævner GMO som et område, hvor det ikke giver mening at være lodret "for" eller "imod", fordi det indeholder så mange facetter.

Taler ned til landbruget

Marie-Louise Thøgersen ser en tendens til, at man i visse lejre taler ned til landbruget.

- Det er ikke i orden. Men omvendt er det ikke vores mission at please eller ophøje erhvervet. Vi vil være i øjenhøjde, og man kan godt se frem til, at vi provokerer lidt på NutriFair, siger den 25-årige med et smil.

Ud over de fire hårdtslående kvinder kan man på messen også møde en stor kapacitet inden for biogasanlæg. Det er Kent Skaanning, bestyrelsesformand i ComBigaS, som designer og bygger biogasanlæg i samarbejde med en række danske og internationale partnere.

- Jeg håber, at mange har lyst til at høre vores budskab, og at det kan være med til at udbrede decentrale biogasanlæg i Danmark. Jeg vil fortælle om, hvilke muligheder der er - og ikke mindst hvad der kan være af økonomi for landmændene, og hvordan man kan få det finansieret, lyder det fra Kent Skaanning.