Abonnementsartikel

Uddannelse bør være et krav, når man skoer heste og beskærer hove. Det var budskabet, da omkring 50 registrerede beslagsmede i mandags demonstrerede på Christiansborg Slotsplads.

Baggrunden for demonstrationen er, at Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i den kommende hestelov fortsat afviser at indføre tvungen uddannelse for beslagsmede, der beskærer heste.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Ifølge foreningen af registrerede beslagsmede lider mange heste under dårlig beskæring af hove eller forkert skoning. Derfor valgte foreningen at indkalde til demonstration på Christiansborg Slotsplads mod "cowboytilstande" inden for beslagsmedefaget. Under demonstrationen opfordrede foreningen endnu engang til, at en uddannelse bliver et krav, hvis man beskærer hove eller skoer heste i Danmark.

- I for eksempel England, Tyskland og Sverige har man regulering på området, og det er der rigtig meget fornuft i - ikke mindst set ud fra hestenes perspektiv, for det er dem, der lider under utilsigtet dyrplageri, siger Jakob Algot, Algot Beslagsmedie fra gruppen af registrerede beslagsmede hos branche- og arbejdsgiverforeningen Arbejdsgiverne til Håndværkerrådets hjemmeside.

- Vi mener, det er helt uacceptabelt, at alle og enhver stadig må beskære hove og montere hestesko her i Danmark uden skyggen af en uddannelse. Det er bydende nødvendigt med uddannelse og faste rammer for faget.

Den nye hestelov forventes at blive vedtaget i februar måned.