Med hjerte for Norges ældste hesterace

Gunn Grønås var ikke en hestepige, da hun voksede op i Gratangen i Troms i 1960'erne og 1970'erne. Ikke før hun blev mor til to døtre, så blev hun bidt af "heste-bacillen".

- Til at begynde med var jeg hestemor og chauffør til stald og stævner, men efterhånden som pigerne blev ældre, ønskede de sig egen hest. Vi boede på en lille gård uden dyr i stalden og lejede en hoppe for vinteren. Det var en god måde at starte som hesteejer på, for vi ville se, om pigerne kunne klare det ansvar, som følger med egen hest.

- At det var en lyngshoppe (som antages at være Norges ældste overlevende hesterace, red.) var mere tilfældigt dengang, fortæller Grønås.

Det vakte en interesse, der har fulgt hende, længe efter at pigerne blev voksne og flyttede hjemmefra.

Kært barn har mange navne

I avlsbøger omtales racen som Nordlandshest/lyngshest (N/L-hest). Blandt hestefolk i Troms bliver den kaldt lyngshest, og i Nordland kalder de den Nordlandshest.

Racen er bedst karakteriseret som en rolig og lærevillig hest med godt humør. Derfor bliver den gerne brugt på rideskoler og betragtes som en god førstegangshest for unge ryttere.

N/L-hesten antages for at være Norges ældste overlevende hesterace. Foto: Liv Jorunn Hind.

Efterhånden som rytterne bliver ældre og ambitionsniveauet stiger, har tendensen været at skifte N/L-hesten ud med en mere langbenet race. Men i dag er der flere og flere voksne, som viser racens kvaliteter frem på konkurrence-banen, særligt i dressur og i kørsel.

Én hest bliver til ni

- Efter en vinter med den lånte hoppe købte vi hingsten Paavo. Han var godkendt som avlshingst, og to hoppeejere meldte deres interesse. Vi købte afkommet - et hoppe- og et hingsteføl - og pludselig var vi blevet opdrættere, fortæller Gunn Grønås.

At avle egne heste førte Grønås ind i en ny del af hestemiljøet.

Alle racerene N/L-heste er registreret i stambogen, og kun kårede hingste kan bruges i avl. På udstillingerne dengang blev hestene hovedsageligt bedømt efter ydre. Formålet var at kåre de gode heste til videre avl.

- Det var spændende at avle på egne heste, og langsomt, men sikkert, øgede vi flokken i stalden fra én til ni heste.

- På udstillingen fik hestene ikke altid de karakterer, jeg troede, de ville få. Jeg begyndte at undre mig over, hvad dommerne så, som jeg ikke så. Hvordan skal en lyngshest egentlig se ud? Jeg fik lyst til at knække koden til selv at kunne se detaljerne, der kendetegner en god avlshest fra en mindre god, fortæller Grønås.

Fra avl til dommer

I forsøget på at knække koden til en god avlshest, uddannede Grønås sig til at blive dommer. Hun fik en teoretisk og praktisk oplæring over fire år og tog eksamen i 1996. Året efter var hun for første gang dommer på en udstilling og vurderede andres heste.

- Alle dommere giver til en vis grad en subjektiv bedømmelse af hestene. Selvom dommerne tager udgangspunkt i de samme kriterier, er det ikke en matematisk udregning, og det hænder, at en hest bliver bedømt noget forskelligt af dommerne. Derfor skal der altid være mindst to dommere, som diskuterer sig frem til et fælles resultatet for hver enkelt hest, fortæller Grønås.

Ordningen for hvordan hestene bedømme til kåring er hele tiden i udvikling.

Gunn Grønås måtte tage et valg. Foto: Liv Jorunn Hind.

Men som dommer kunne Grønås ikke vurdere sine egne heste på en udstilling. Hun var nødt til at tage at valg. Skulle hun fortsætte som dommer og være med til at bedømme hestene, som skulle præge racen fremadrettet, eller skulle hun tage den viden, hun havde fået, med i eget opdræt?

Nær udryddelse

N/L-hesten var stærkt udryddelsestruet efter den industrielle revolution i Norge fra midten af 1800-tallet og ikke mindst efter 2. verdenskrig.

Med meget få avlsdyr tilbage var racen præget af indavl, men i 1979 blev hingsten Viri hentet fra Finland og avlet ind i racen. Graden af indavl faldt, men racen blev stadig betragtet som kritisk truet.

I begyndelsen af 00'erne havde Grønås taget et valg: Hun ønskede at fortsætte som dommer, og hestene hjemme i stalden blev solgt. Hun blev valgt ind i kåringskomitéen for N/L-heste, og i 2006 blev hun valgt som formand.

- Dengang blev hingstene bedømt strengt, og det var kun de allerbedste hingste, som blev godkendt til avl. Det synes jeg var foruroligende, taget i betragtning af det begrænsede genetiske udvalg. Logikken er simpel: Jo færre hingste i avlen, jo flere hopper per hingst, og jo mindre var spredningen af generne, siger hun.

Inger Gåre med sin avlshingst, Leander. Foto: Liv Jorunn Hind.

Som formand for kåringskomitéen ønskede Grønås at ændre på den strenge praksis. Sammen med kollegaen Ingunn Djuplasti sendte hun forslag om at godkende alle unghingste til kåring, forudsat at de ikke havde diskvalificerende lidelser.

Der blev også foreslået kvote på 15 hopper per hingst i løbet af to år. Forslagene blev godkendt og senere indarbejdet i racens avlsplan.

- Disse ændringer har haft en meget positiv indvirkning på avlsgraden. Vi var spændt på, om det ville påvirke racens type og kvalitet. Tilbagemeldingerne har været, at racen har haft en betydelig fremgang de seneste år, siger Gunn Grønås.

- I dag er der omkring 3.000 N/L-heste, og årligt kommer der cirka 120 føl. Da jeg begyndte som dommer, var det cirka 2.300 heste. Alt i alt er udviklingen for racen god, men antal føl om året må gerne øges, siger hun.

Omdømme og brugsområde

- At avle heste er dyrt og tidskrævende, og når føl og heste ikke har haft en højere værdi end slagteprisen, siger det sig selv, at det har været et tabsprojekt, siger Grønås.

Hvorfor er det sådan, at islænderheste og sports-ponyer med lignende egenskaber som N/L-heste bliver solgt til en 25 gange højere pris? Grønås tror, det handler om status.

- Traditionel har det givet et dårligt udbytte for god avl og godt tilredte heste, og gode heste blev ligestillede med dårlige på salgslisterne.

- Men i de senere år er der sket noget. Vi har fået gode ambassadører, som har vist de flotte heste frem, og egenskaberne bliver værdsat både i konkurrencer og i turisme. Også Nationalt Center for N/L-heste skal have ros for deres arbejde med at sælge de veltrænede heste, siger Grønås.

Den målrettede indsats for at løfte racen har medført, at flere har fået øjnene op for de gode og alsidige brugsegenskaber, som N/L-hesten har. Men der er stadig et stykke vej, før N/L-hesten kan måle sig med islænderheste og andre sports-ponyer i popularitet. Men ildsjælens arbejde fortsætter.

Da Gunn Grønås blev mor til to døtre, blev hun bidt af "heste-bacillen". Foto: Liv Jorunn Hind.

- Om 10 år håber jeg, at racen har fået det omdømme, den fortjener. For mig selv har jeg altid sagt, at jeg en dag skal have lynghest i stalden igen, siger Grønås.

Og den dag sluttes ringen i et liv med hjerte for Norges ældste hesterace.