Opgravning af fredede planter er forbudt.

Flere episoder inden for få uger, hvor blomster er blevet stjålet fra naturen, får nu Miljøstyrelsen til at minde om, at man skal nyde de vilde blomster, hvor de vokser, og ikke tage få dem med hjem.

I sidste uge meldte Kolding Kommune et tyveri af op mod 100 orkidéer af arten maj-gøgeurt til politiet. Planterne var blevet gravet op fra en eng, og stort set hele den lokale bestand var væk.

- Orkideerne er meget specielle blomster, der lever i en tæt gensidig afhængighed, såkaldt i symbiose med nogle bestemte svampe i jorden. Det er kun få steder, at symbiosen fungerer, og det er den biodiversitet, man smadrer, når man graver planterne op, siger biolog Julian Dons Henriksen fra Miljøstyrelsen.

Sjældne planter dør i fangenskab

Tidlige i april kom det frem, at en stor del af bestanden af den sjældne art opret kobjælde var blevet gravet op i Nationalpark Mols Bjerge.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er lidt af en gåde, hvorfor folk graver de sjældne planter op. Ofte vil det være næsten umuligt at få planterne til at overleve, fordi de er så specialiserede og kræver helt særlige forhold, siger Julian Dons Henriksen.

Nabohjælp i naturen

Det bedste middel til at beskytte planterne i naturen kan vise sig at være et nysgerrigt spørgsmål.

- Hvis man ser nogen grave planter op, så kan man venligt spørge, om folk faktisk har fået lov. For uden en tilladelse er det ikke i orden, og det kan man jo godt fortælle. På den måde kan man bidrage til at passe på naturen, siger Julian Dons Henriksen.

Det er ikke kun fredede planter, man ikke må fjerne. Reglerne forbyder opgravning af alle planter, uden tilladelse fra lodsejeren.

Artsfredningsbekendtgørelsen fastslår desuden, at hvis man køber fredede plantearter - og i øvrigt også dyr - så skal sælger kunne dokumentere, at de ikke er taget fra naturen.