Grønne tage kan gøre noget godt for både mennesker, klima og natur samtidig med, at huset beskyttes på flere forskellige måder.

Når tagarealer udnyttes til grønne områder, opstår der nye muligheder for mennesker, fugle og insekter ligesom indeklima og holdbarheden forbedres væsentligt. Derfor anbefaler flere byplanlæggere, arkitekter og rådgivere stadig denne løsning.Nu er grønne tage også enkle at lægge på parcelhuse og sommerhuse. Nittedals Tagtørv er en norsk udviklet løsning, hvor 17 centimeter tykke sække med tørv lægges på det eksisterende tag.

Det grønne tag kan opsuge over 70 liter vand/kubikmeter, og det stiller krav til konstruktionen, som skal kunne bære 130 kilogram/kvadratmeter. Inden tørvene lægges på, beklædes taget med en rodsikker membran, og der monteres kantbrædder hele vejen rundt.

Så kan tørvesækkene placeres på tagfladen, og de fås også med græsfrø eller andre former for grøn vækst. Når man kommer godt i gang, er det muligt at lægge op til 20 kvadratmeter i timen - og det færdige tag skal vandes grundigt i de første uger.

Ekstra isolering og beskyttelse

Et grønt tag virker som ekstra isolering, der sparer varmeomkostninger om vinteren og køler om sommeren. På et almindeligt tag kan temperaturen svinge fra plus 80 grader celsius til minus 20 grader celsius. Dette sker ikke med et grønt tag, der også virker som et naturligt beskyttende lag, der forlænger levetiden for hele tagkonstruktionen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det er også godt for klima og miljø, fordi et grønt tag optager CO2, støv og partikler fra luften. Det betyder, at på større byggerier vil de grønne flader fungere som lokale luftfiltre. Og med græs, urter eller andre plantetyper skabes der samtidig livsmuligheder for blandt andet fugle og insekter.