Dyrlæge Jon Vedding fortæller her, hvad man skal være særligt opmærksom på hos hesten.

Ifølge dyrlæge Jon Vedding, dyrlæge hos Agria Dyreforsikring, er det vigtigt altid at være opmærksom på, at hesten får en optimeret fodring.

- Den rette blanding til netop din hest bør aftales med en dyrlæge. Det er vigtigt også at få talt med dyrlægen om, hvor meget der skal skrues op og ned for foderet, alt efter hvor aktiv hesten er, og om den går på fold eller står i stalden, siger han.

Hvis noget af foderet af en eller anden grund skal udskiftes, råder Jon Vedding til, at ændringen sker gradvist.

- En brat ændring kan give ændringer i passagehastighed eller forskydning i tarmfloraen og derved eventuel kolik eller diarre.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Spise døgnet rundt

- Heste er skabt til at spise døgnet rundt, og det er vigtigt at tage højde for det, når man planlægger dens foderrutiner, fortæller Jon Vedding.

- For eksempel er det en god idé at fordele høhækkene rundt om på folden, så hestene skal arbejde lidt for føden. Daglig motion er i det hele taget vigtig, også for hestens fordøjelse.

Ligeledes skal man huske at skrue ned for det øvrige foder, når hesten kommer på græs eller sættes ned i arbejde. Det er ikke ualmindeligt, at en hest tager adskillige kilo på i løbet af sådan en sommer fyldt med dejligt saftigt græs. Og overvægt hos heste kan medføre forskellige lidelser.

Orm

Stress kan være en hyppig underliggende årsag til maveproblemer hos heste. Der kan være tale om forskellige former for indvoldsorm. Føl kan for eksempel have så voldsom en invasion af spoleorm, at der opstår forstoppelse i tyndtarmen.

Bændelorm kan ligeledes forårsage blokering af åbningen mellem tyndtarm og blindtarm. Så sørg for at få indlagt ormetjek hos dyrlægen, der også kan ordinere en eventuel ormekur.

Stress

Desværre er stress en hyppig årsag til maveproblemer hos heste, fortæller Jon Vedding.

- Stress kan udløses af mange forskellige faktorer: Hvis hesten for eksempel sættes i boks lige efter en anstrengende præstation og samtidig både er ophidset og sulten, så vil mundens slimhinder være tørre, og tørt foder kan sætte sig fast i spiserøret, hvis hesten spiser det for hurtigt, forklarer dyrlægen.

Heste skal i det hele taget ikke fodres lige efter en kraftpræstation - pulsen skal ned, og den skal have vand. Først derefter mad, allerhelst i mindre portioner.

Sult er i sig selv en stressfaktor, så også af den grund er det vigtigt, at fordele hestens måltider ud over hele døgnet, så den ikke kommer til at spise for hurtigt. Dens mavesæk er ikke ret stor i forhold til dens samlede størrelse, så den kan ikke rumme ret meget ad gangen.

Hvor i stalden

Når I flytter rundt i stalden, eller hesten flyttes til nyt opstaldningssted, så vær opmærksom på, hvordan den reagerer. Der kan være flere årsager til, at en hest ikke er glad for sin nye placering. Det kan både have med de andre heste at gøre, med træk eller (manglende) udsyn.

Frisk vand

Jon Vedding understreger til sidst, at det ikke kan siges tit nok, at heste altid skal have adgang til frisk vand. Vandet skal være indbydende, så den drikker nok af det, og ved vandkopper er det vigtigt at tjekke om vandtrykket og mængden af vand er tilstrækkelig.

Det skal du huske:

Hesten skal have den rette blanding af foder. Aftal blandingen med din dyrlæge, som kan hjælpe med at justere den til ift. hestens skiftende dagligdag.

Udfør altid foderændringer gradvist, så hesten bliver vænnet til det.

Sørg for at hesten har adgang til stråfoder døgnet rundt.

Planlæg regelmæssig kontrol af orm hos dyrlægen.

Undersøg om der er noget, der stresser hesten, hvis den har problemer med fordøjelsen. F.eks. hvis den spiser lige efter at have anstrengt sig, eller hvis den lige er blevet flyttet, og udbedr så årsagen til stressen.

Sørg altid for, at hesten har adgang til frisk vand.

Kilde: Agria Dyreforsikring