Lyt til artiklen:

Danske hunde kan godt være alene hjemme -siger hundeejere

00:00
Hastighed: ???x
03:19

Abonnementsartikel

Mange hundeejere lader deres hunde være alene hjemme, imens at de er på arbejde. Faktisk er det 38 procent der lader deres hund være alene hjemme i seks eller flere timer, viser en ny undersøgelse foretaget for Agria Dyreforsikring.

Alligevel viser samme undersøgelse, at 89 procent af alle hundeejere ikke oplever nogen problemer med at lade deres hund være alene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Risiko for mistrivsel

Det er en glædelig nyhed fortæller Lotte Evers, hundeekspert hos Agria Dyreforsikring:

- Det er godt at høre, at så mange hunde accepterer at være alene hjemme, for det er ikke selvsagt, at det forholder sig sådan. Hunde er nemlig socialt anlagte flokdyr, så hvis de efterlades alene i længere tid, er der en risiko for at de ikke trives.

Hvordan det kan vise sig, ses blandt besvarelserne fra de resterende 11 procent der oplever problemer: tre procent synes f.eks. at deres hunde virker kede af det og stressede, yderligere tre procent fortæller at deres hunde gør og to procent forklarer, at hunden ødelægger ting i hjemmet, når den er alene hjemme.

Lotte Evers peger derudover på, at det ikke er alle steder i verden at det forholder sig som i Danmark:

- I undersøgelsen blev også nordmænd og briter stillet de samme spørgsmål. Og i Norge er tallene meget lig de danske. Men i Storbritannien er det 79 procent der ikke oplever problemer med at lade hunden være alene hjemme. Det tal skal så ses i forhold til, at det kun er 12 procent der svarer, at deres hund er alene i seks eller flere timer. Jo færre timer hunden er alene, jo mindre risiko er der for at den mistrives.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Positiv oplæring

Det er svært at komme med en definitiv forklaring på, hvorfor at hundene ikke giver flere problemer. Vi kan jo sjovt nok ikke spørge dem. Men Lotte Evers forklarer, at det formodentligt har noget at gøre med at mange danskere nu prioriterer alene hjemme-træningen og er klar over, at det tager mange uger, hvis man skal sikre en god introduktion til det at være alene hjemme:

- Når hunde får en positiv introduktion til at være alene hjemme, skaber de sjældent problemer. Så årsagen til de manglende problemer, kan være på grund af en grundig indsats fra ejerne og god trivsel hos hundene.

En kyniker ville måske sige, at grunden til at så mange ikke oplever problemer med at lade hunden være alene hjemme, er at de i virkeligheden ikke forstår at hunden ikke trives. Og det kan der til dels være lidt sandhed i siger Lotte Evers:

- Det er min erfaring, at langt de fleste danske hundeejere er omsorgsfulde og på bølgelængde med deres hund. Men blot fordi hunden ikke gør eller ødelægger, når den er alene, er det ikke ensbetydende med at den nyder alenetiden. Flere hunde får ikke det nærvær og aktivering de egentlig har brug for, når familien endelig er hjemme. Vil du sikre dig, at din hund får det bedste ud af at være alene hjemme, handler det om at være sammen, når I er sammen. Hvis du sørger for at få hunden flettet så meget ind i hverdagsprogrammet som muligt, så der både er tid til gåture, men også hygge og nærvær flere gange dagligt, kan du forlade hunden alene hjemme med god samvittighed.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen blev foretaget af analysefirmaet Xtreme, som i oktober 2021 udførte e-mail interviews med 524 danske, 524 norske og 506 britiske hundeejere.