Lyt til artiklen:

Træpille-svindler sigtet af politiet

00:00
Hastighed: ???x
02:52

Abonnementsartikel

Er du blandt de mange kunder, der lod sig lokke af billige priser på træpiller hos Pinderup Træpiller, så vil det sikkert interessere dig, at bagmændene bag, hvad der tilsyneladende er ren svindel, nu også er sigtet af politiet.

Pinderup Træpiller annoncerede for nyligt med træpiller til en pris, der lå langt under de 6 - 7.000 kroner, som pillerne koster i disse dage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fik ifølge Nordjyske omkring 900 kunder til at bestille og betale for piller til omkring 4,2 millioner kroner.

Firmaet fik nemlig 900 ordrer på træpiller til en værdi af 4,2 millioner kroner, og det er ikke alle, der har fået pengene igen.

Sigtelserne for databedrageri skete på baggrund af, , at politiet den 21. september 2022 foretog beslaglæggelse af indestående hos de to sigtede personer bag virksomheden samt ved betalingsplatform, der er forbundet til en konto ejet af de sigtede, oplyser efterforskningsleder og politikommissær Jan Brun Sørensen.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Trusler mod sigtede

Politikommissær Jan Brun Sørensen kan desuden oplyse, at Nordjyllands Politi har modtaget flere anmeldelser om trusler, der er rettet mod personkredsen bag Pinderup Træpiller som følge af manglende tilbagebetaling af annullerede bestillinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dette er selvsagt slet ikke muligt, da vi har beslaglagt pengene i forbindelse med vores efterforskningsarbejde, fastslår Jan Brun Sørensen, der samtidigt siger, at trusler kan være en overtrædelse af straffeloven bestemmelser herom.

- Trusler er helt uacceptable, og de sager kommer vi også til at forfølge, siger Jan Brun Sørensen, der tilføjer, at truslerne har været en belastning for de sigtedes familier.

- Det bør man afstå fra, straks.

Efterforskning fortsætter

Politikommissæren understreger, at man nu skal lade politiet passe sit arbejde med at efterforske sagen om databedrageri. Nordjyllands Politi kan dog, af hensynet til den aktuelle efterforskning mod virksomheden, ikke udtale sig i detaljer om denne sags videre forløb.

- Jeg kan kun i relation til sagen sige, at der fortsat pågår en efterforskning, som har til formål at fastlægge, om der er grundlag for at opretholde sigtelserne for databedrageri, lyder det fra Jan Brun Sørensen, der i den forbindelse understreger, at personerne i sagen er sigtede og ikke dømt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jan Brun Sørensen kan ikke udtale sig om efterforskningens forventede tidsmæssige udstrækning.

- Vores arbejde fortsætter, indtil sagen er fuldt belyst, pointerer politikommissæren.

- En sigtelse er ikke det samme som, at man er skyldig. Det afgør kun retten. Det handler også om, at de som sigtede får nogle rettigheder sammen med sigtelsen, f.eks. bistand fra forsvarsadvokat, mens vi efterforsker mod dem.