Lyt til artiklen:

Tips til tulipanløg: Få de flotteste tulipaner til foråret

00:00
Hastighed: ???x
02:26

Abonnementsartikel

Det er svært ikke at blive glad, når tulipanerne springer ud i alverdens farver i foråret. Men det er også en stor fornøjelse at gå på jagt efter de smukkeste tulipaner, når der skal lægges nye tulipanløg i haven i efteråret.

Her får du en guide til, hvordan du sætter tulipanløg, så de kan udvikle sig optimalt og kvittere med et flot blomsterflor, når foråret igen melder sin ankomst.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Den vigtige kulde

Efteråret er den ideelle plantetid for tulipanløg, da de har behov for en periode med kulde for at udvikle sig. Det betyder, at du kan sætte dine tulipanløg fra september til december - eller frem til frosten kommer.

Planter du tidligere, for eksempel i sensommeren, risikerer du, at tulipanløgene når at ligge så længe i jorden, at de bliver angrebet af svamp eller råd, inden den gavnlige kulde sætter ind

Det er heller ikke en god idé at plante tulipanløg i foråret, for så får løgene næppe den nødvendige kuldeperiode og vil med stor sandsynlighed ikke vokse sig sunde.

rich-media-2
Det her i efteråret, at tulipanløgene skal i jorden, hvis du vil have glæde af et smukt tulipanflor næste forår. Foto: Pixabay.

Let og veldrænet jord

Tulipaner er ikke så nøjeregnende, når det handler om placeringen i haven. Hvis de selv kunne vælge, ville de nok foretrække at stå i halvskygge, men de kan også tåle lidt mere skygge eller fuld sol.

Til gengæld trives tulipaner ikke i våd eller leret jord. Hvis din jord er fed og tung, kan du gøre den lettere og mere veldrænet ved at blande rent sand eller grus i den, før du sætter løgene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Holder du af høje tulipaner, er det en god idé at give dem et voksested med læ, da de lange, sprøde stilke kan knække, hvis de rammes af et brutalt vindstød.

rich-media-4
Tulipaner er ikke så nøjeregnende, når det handler om placeringen i haven. Foto: Pixabay.

Sådan planter du tulipanløg

Den gængse tommelfingerregel lyder, at tulipanløg bør sættes i et plantehul med en dybde, som svarer til tre gange løgets længde, og at løgene bør plantes med en afstand på cirka 10 centimeter mellem hvert løg.

Tulipanløget skal plantes med spidsen opad. Men kommer man til at sætte løget med bunden i vejret, eller vælter det om på siden nede i plantehullet, sker der normalt ikke andet, end at tulipanen bruger noget ekstra tid på at spire frem.

Medmindre, at din jord er næringsfattig, er det ikke strengt nødvendigt at gøde, når du sætter løgene. Så kan du blot dække dem med jord, give dem en jævn vanding - og glæde dig til forårets tulipanflor.

Kilder: The Royal Horticultural Society, Gardeners' World, Plantorama.