Lyt til artiklen:

Fynske landmænd er vilde med kål

00:00
Hastighed: ???x
02:03

Abonnementsartikel

Hvis du også har lagt mærke til, at der er flere danske kål at vælge imellem nede i supermarkedet, så tager du ikke fejl. Siden 2015 er det danske areal med kål nemlig steget med 25 procent. Det er især de fynske landmænd, der er glade for at dyrke den sunde grøntsag.

- Det er sjette år i træk, at kålarealet stiger. Her kan vi se, at Fyn er Danmarks kålcentrum. Samlet set bliver der dyrket godt 1900 hektar kål i hele landet, og her bliver 665 af dem dyrket på Fyn. På andenpladsen har vi Vestjylland, hvor der bliver dyrket 467 hektar, siger Peter Byrial Dalsgaard, teamleder i Landbrugsstyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis man samlede alle kålmarker, ville arealet kunne dække mere end 2600 fodboldbaner, men det er ikke alle steder i landet, at der bliver dyrket lige meget kål. Hvis man ser på hvilke kommuner, der dyrker mest kål, er det en midtjysk kommune, der indtager førstepladsen. Her er det landmænd i Viborg Kommune, der dyrker allermest med et areal på 268 hektar dog skarpt forfulgt af landmændene i fynske Assens Kommune, der samlet dyrker 250 hektar.

rich-media-2
Tabellen viser det samlede kålareal i Danmark og dyrkningsarealet for de mest almindelige kåltyper. Tallene dækker perioden 2015-2021, for arealer hvor der er søgt om grundbetaling, og er angivet i antal hektar.

Blomkål topper stadig

Kål findes i mange forskellige typer, men som i 2015 er det stadig blomkål, der dyrkes mest af i Danmark. I 2021 dyrkes der, samlet set, blomkål på areal på ca. 512 ha, hvilket svarer til cirka en fjerdedel af det samlede areal, der dyrkes med kål i Danmark. Men spids- og savoykålen vinder lige så stille terræn.

- Blomkål har i mange år været den mest dyrkede kål i hele Danmark, men vi kan se, at hvis udviklingen fortsætter, så vil spidskål og savoykål indenfor en årrække indtage førstepladsen, som den mest dyrkede kåltype, siger Peter Byrial Dalsgaard.

Tidligere på året offentliggjorde fødevareminister Rasmus Prehn Danmarks nye officielle kostråd, og her bliver netop kål fremhævet som en af de grøntsager, danskerne bør have med i deres kost, hvis de vil spise sundt og klimavenligt.