Abonnementsartikel

Dansk Varmblods unghestechampionat er den festlige finale på en kvalifikationsrunde, der startede i september/oktober sidste år. Landets bedste, nu 5 - årige dressur- og springheste kommer til at dyste om hæder og ære i dette championat, hvor adskillige nuværende og tidligere topheste har trådt deres "barnesko".

Hestene bliver bedømt under egen rytter i et dressurprogram eller på en springbane, og så sker der noget helt anderledes: en testrytter i hver disciplin rider hesten og giver den points for kvalitet og fremtidsperspektiv i sporten. Samtidig er der skabt en tradition for, at testrytteren også fortæller, hvordan hesten reagerer og føles, mens testen foregår. Det er underholdende, men giver også tilskuerne værdifuld inspiration og viden med hjem til den daglige træning på ridebanen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Charlotte og Lars i sadlen

Det er igen i år den meget populære danske springrytter og tidligere danmarksmester Lars Bak Andersen, der skal teste springhestene. Det har han tidligere brilleret med på en systematisk, grundig og fair måde, hvor den enkelte hest har fået optimal mulighed for at vise sit potentiale. Tilmed er Lars en glimrende kommunikator, der gerne deler ud af sin store viden, mens han afprøver hestene.

På dressursiden bliver det et lige så glædeligt gensyn med sidste års store succes, tidens mest vindende dressurrytter og indeholder af alle de største mesterskabstitler, Charlotte Dujardin fra England.

Ved Unghestechampionatet i Herning sidste år blev Charlotte i kraft af sin humor og evne til at finde et positivt fokus lynhurtigt en populær testrytter. Og så erklærede verdensmesteren flere gange, at her var en hest, som hun gerne ville have med hjem. Det drejede sig bl.a. om søstrene Fiontini og Fiontina, der sluttede på første- og andenpladsen. Præcis de samme placeringer sikrede de sig ved VM for ungheste et halvt år senere i den tyske by Verden.

Det skal blive spændende, om testrytterne igen i år finder en håndfuld topfavoritter i Herning. Dommerne ved efterårets kvalifikationsstævner, kaldet Egnethedstesten, fortæller, at der er masser af kvalitetsheste i feltet, både blandt dressur- og springhestene.