Vari Hurricane F-550 er en veritabel smadremaskine.

Har man have, kender man også problemet: Nogle gange får man ikke lige slået græsset i tide, og så løber det løbsk. Plæneklipper og havetraktor må give op, og selv græstrimmeren slår sig i tøjret.

Er man af den gamle skole, kan man finde leen frem og gå i gang, men det er nok de færreste, der har sådan en i dag.

Her på stedet var det lige nøjagtigt, hvad der skete. Et øjeblik - eller en måneds - uopmærksomhed, og områder af haven var vokset vildt og stod ikke til at tæmme. Hertil kommer, at en del af marken havde fået lov at vokse sig vild til glæde for alle mulige insekter, men den lovede gangsti i "det lille naturområde" var aldrig blevet klippet.

Men så er det jo godt, at der findes så mange forskellige maskiner på markedet. Og i vores tilfælde faldt valget på en grovklipper fra Vari - model Hurricane F-550.

Nu spørger du måske dig selv: Hvad pokker er en grovklipper? Her skal du forestille dig en kultivatorlignende maskine, men i stedet for kultivatorens "gravekløer", så er grovklipperen udstyret med en kraftig kniv på hele 58 centimeter, og den er så effektiv, at den faktisk også er en bioklipper.Kniven er selvfølgelig omgivet af en skærm, så man ikke får fingrene eller andre dele i klemme.

Bag den hurtigroterende kniv og fremdriften står en Honda-motor med 6,5 hestekræfter. Man kan vælge at gå med to forskellige hastigheder, henholdsvis 1,8 eller 2,4 kilometer i timen, og arbejdsbredden er som nævnt 58 centimeter.

rich-media-1
Den 58 centimeter kraftige kniv er et skræmmende syn. Foto: Frederik Olsen.

Klippehøjden på mellem 40 og 90 millimeter justeres foran på skjoldet ved hjælp af et bøjet stykke stål. Man hæver eller sænker maskinen ved at bytte rundt på nogle tykke spændeskiver. Samtidigt fungerer det bøjede stål som styremekanisme.

Brutal maskine

Men lad os komme frem til det sjove. Først testede vi grovklipperen på et almindeligt græsområde med træer og buske, og det viste sig hurtigt, at almindeligt langt græs på ingen måde er en udfordring for den "brutale" maskine. Derfor flyttede vi testen ud på marken, hvor udfordringen bestod af en meter høj blanding af bynke, stridt græs samt en blanding af brændenælder og andet godt.

De fleste plæneklippere har knive, der er beskyttet af skjold hele vejen rundt, men grovklipperen fra Vari har en åben front, hvilket betyder at græs, buske og andet, der står i vejen, bliver hevet direkte ind til kniven, hvor selv centimeter tykke bynkeplanter blev smadret til ukendelighed og efterladt på en fin vandresti.

rich-media-2
Maskinen kommer med en Honda-motor på 6,5 HK. Foto: Frederik Olsen.

Der var intet, som "smadremaskinen" ikke kunne klare; det eneste, man skulle være lidt varsom med, var ikke at køre ind i større sten.Det tog kun et kvarters tid at få slået god bred sti, der slyngede sig gennem marken, og da man hele tiden har kontrol over grovklipperen via håndtagene, så viste det sig, at selv større skrænter og stigninger i terrænet ikke voldte problemer.

Konklusion

Grovklipperen fra Vari er en veritabel smadremaskine, der bør befinde sig i ethvert hjem med udfordrende bevoksning. Den er ufattelig nem at manøvrere med, og Honda-motoren, der i øvrigt starter, bare man "kigger på den", leverer masser af kræfter til timevis af arbejde.

Hele maskinen er yderst enkelt bygget op, og den er hamrende effektiv. Man skal bruge et par minutter på at få det rigtige greb på håndtagene, men så kører alt som i smør. Hastighed styres via det ene håndtag, og start/stop af klipperen i det andet. De to gear justeres med et håndtag i midten.

Enkelt, effektivt og imponerende.

rich-media-3
Justering af højdeindstillingen foregår ved af tykke spændeskiver. Foto: Frederik Olsen.